36 176 176 info@salixskole.dk
§ 1 FORMÅL
Stk. 1. Elevrådet skal varetage elevernes interesser og arbejde på at styrke elevernes indflydelse på skolen.
Stk. 1. Elevrådet skal arbejde på at fremme samarbejdet mellem elever, lærere, forældre, skolens ledelse og bestyrelse.

§ 2 STRUKTUR
Stk. 1. Elevrådet består af to repræsentanter fra hver klasse.
Stk. 2. En kontaktlærer er tilknyttet elevrådet. Kontaktlæreren har ingen stemmeret på elevrådsmøderne, men har til opgave at hjælpe og støtte elevrådet i sit arbejde.

§3 ELEVRÅDSMEDLEMMER
Stk. 1. Valg af elevrådsrepræsentanter finder sted ude i klasserne ved en skriftlig afstemning senest 14 dage efter sommerferien. Der skal samtidig vælges suppleanter.
Stk. 2. Man vælges for 1 år ad gangen.
Stk. 3. Genvalg af elevrådsrepræsentanter er muligt.
Stk. 4. Hvis flertallet i en klasse ønsker det, kan deres elevrådsrepræsentant når som helst skriftes ud ved en ny afstemning.
Stk. 5. Alle repræsentanter har tale- og stemmeret.
Stk. 6. Der er mødepligt for alle repræsentanter.
Stk. 7. I tilfælde af, at en repræsentant må melde afbud, erstattes denne af sin suppleant. Suppleanten deltager på mødet med repræsentantens rettigheder.
Stk. 8. Hvis en klasse ikke har været repræsenteret ved tre på hinanden følgende møder, skal elevrådet gennem formanden gøre klassen opmærksom på dette forhold.

§ 4 ARBEJDSOPGAVER
Stk. 1. Elevrådsrepræsentanterne har til opgave at formidle kontakten mellem elevrådet og de enkelte klasser.
Stk. 2. I starten af skoleåret afholdes et møde, hvortil alle skolens elever har adgang med stemmeret. På mødet fremlægges formandens årsberetning og elevrådets mål for året. Videre skal elevrådets budget samt vedtægter godkendes. Endelig kan andre sager, der vedrører alle skolens elever, også tages op.
Stk. 3. Elevrådet medvirker ved planlægning og gennemførelse af fester og andre arrangementer på skolen.
Stk. 4. Elevrådet kan nedsætte og opløse faste udvalg og arbejdsgrupper, når det findes nødvendigt. Disse udvalg og arbejdsgrupper kan suppleres med personer, der ikke er elevrådsrepræsentanter.

§ 5 FORRETNINGSUDVALG
Stk. 1. Skolens elever vælger på valgdagen (i starten af september) formand. Elevrådet vælger på sit første møde efter sommerferien ved skriftlig afstemning næstformand, kasserer og sekretær. Disse 4 personer udgør elevrådets forretningsudvalg.

§ 6 FORRETNINGSORDEN
Stk. 1. Der holdes elevrådsmøder hver anden/tredje uge. Der kan afholdes ekstra møder efter behov.
Stk. 2. Forretningsudvalget indkalder til ordinære møder. Formanden eller 25 % af elevrådets medlemmer kan indkalde til ekstraordinære møder.
Stk. 3. Møderne ledes af en mødeleder/ordstyrer. Elevrådets sekretær tager referat af møderne.
Stk. 4. Dagsorden til ordinære møder skal uddeles mindst fem skoledage før mødet. Til ekstraordinære møder kan dagsorden uddeles på mødet.
Stk. 5. Referater skal udsendes senest fem skoledage efter mødet.
Stk. 6. Dagsordener og referater skal sendes ud via skoleintra, samt uddeles til alle repræsentanter, skolelederen og til kontaktlæreren. Endvidere skal dagsordener og referater hænges op i alle klasser, på lærerværelset og på skolens kontor.
Stk. 7. Alle elevrådsrepræsentanter kan stille forslag til dagsordenen. Forslag til dagsordenen skal gives til formanden senest syv skoledage før mødet.
Stk. 8. Sager til behandling i elevrådet afgøres ved almindelig stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 7 ØKONOMI
Stk. 1. Der er på skolens budget afsat 5000 kr. til elevrådets arbejde.
Stk. 2. Skolens leder og administration er i samarbejde med elevrådsformanden og kontaktlæreren ansvarlige for elevrådets økonomi.
Stk. 3. Regnskab fremlægges og godkendes på det årlige stormøde, se §4 stk. 2

§ 8 VEDTÆGTSÆNDRINGER
Stk. 1. For ændring af vedtægter kræves 2/3 flertal i elevrådet.
Stk. 2. Vedtægterne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelse.
Stk. 3. Vedtægter skal revideres hvert år af det nye elevråd.
Stk. 4. Vedtægterne fremlægges og godkendes på det årlige stormøde, se §4 stk. 2